Borgerne ejer REFA

REFA er et fælleskommunalt selskab ejet af borgerne på Lolland-Falster.

I juridisk forstand er REFA et interessentselskab med Guldborgsund Kommune og Lolland Kommune som interessenter. Samtidigt har kommunerne overladt opgaven med indsamling og behandling af affald til REFA.

REFA’s virksomhed er bestemt af vedtægter aftalt mellem de folkevalgte i Lolland og Guldborgsund kommuner samt den kommunale styrelseslov.

Vedtægter og alle aftaler mellem de to kommuner er godkendt af Statsforvaltningen Sjælland, der fører tilsyn med fælleskommunale virksomheder.

REFA er omfattet af de samme regler om offentlig virksomhed, som gælder for kommunerne. Derfor omtales fælleskommunale virksomheder ofte som ”specialkommuner”.

Som fælleskommunal virksomhed er REFA også omfattet af lov om offentlighed i forvaltningen.

REFA er brugerfinansieret og økonomien skal hvile i sig selv.

Kommunernes andele

I overensstemmelse med vedtægterne er kommunernes ejerandele bestemt af indbyggertallet.

Guldborgsund Kommune ejer 57 procent af REFA, svarende til kommunens andel af indbyggertallet på Lolland-Falster. 1. januar 2009 var der 63.211 indbyggere i kommunen.

Guldborgsund Kommune har fem af ni pladser i REFA’s bestyrelse. Bestyrelsesmedlemmerne udpeges af byrådet.

Lolland Kommune ejer 43 procent af REFA, svarende til kommunens andel af indbyggertallet på Lolland-Falster. 1. januar 2009 var der 47.755 indbyggere i kommunen.

Lolland Kommune har fire medlemmer til REFA’s bestyrelse. Bestyrelsesmedlemmerne udpeges af byrådet.

Kvalificeret flertal

Selv om Lolland har et bestyrelsesmedlem færre end Guldborgsund, er der i vedtægterne taget højde for en eventuel majorisering af mindretallet.

Næsten alle beslutninger træffes med kvalificeret flertal. Det betyder, at en vedtagelse i bestyrelsen kræver tilslutning fra to ud af tre medlemmer.