Hans Erik Jensen
Hans Erik Jensen
Direktør, REFA

REFA er til for borgerne

REFA er rykket tættere på borgerne. Det handler om renovation, energi, forbrænding og affald. Fire områder, hvor REFA kan gøre en forskel. Fire områder, hvor borgerne kan stole på REFA. Vi tager bogstaveligt talt skraldet på Lolland-Falster, og vi gør det på en samvittighedsfuld og ansvarlig måde, som borgerne kan være trygge ved.

Affald er blevet en ressource. Dagrenovation bliver til strøm og varme, sorteret affald fra genbrugspladser og erhvervsliv bliver genanvendt eller brugt til energiproduktion. Hensynet til klima og miljø vil i fremtiden stille krav om minimering af affaldsmængderne. Det affald, som ikke kan undgås, skal i stigende grad genbruges og nyttiggøres. I det perspektiv er det REFA’s opgave at gøre indsamling, sortering og håndtering af affald så effektiv som mulig, så borgerne hele tiden får de bedste løsninger til de bedste priser.

I de kommende år har REFA fokus på flere områder: Genbrugspladser, udvikling af biovarme, udvikling af slamtørringsanlæg samt decentral varmeforsyning i det åbne land.

Det er REFA’s erklærede målsætning, at borgerne på Lolland-Falster højst skal have 10 kilometer til nærmeste genbrugsplads. Alle pladserne skal indrettes efter den populære REFA-model, som gør det let at finde rundt og let at komme af med affaldet. I de kommende år vil nye genbrugspladser indrettet efter REFA-modellen erstatte gamle og nedslidte pladser.

På fjernvarmeområdet arbejdes der målrettet på etableringen af en ringledning til Ønslev, Elskilstrup, det planlagte fængsel på Nordfalster, Stubbekøbing, Horbelev og Horreby eventuelt med en afstikker til Idestrup. Ideen er at effektivisere driften og øge forsyningssikkerheden på Falster. Det kræver betydelige investeringer og et positivt samarbejde mellem alle eksisterende værker. REFA er klar. Vi tror på det.

Der er også fokus på behandling af slam fra de offentlige rensningsanlæg. REFA driver allerede et slamkomposteringsanlæg i tilknytning til Gerringe Miljøcenter. Inspireret af anlæg i udlandet undersøger REFA muligheden for etablering af slamtørringsanlæg. Tørret slam kan vise sig at være en god og effektiv energikilde til miljøvenlig produktion af varme og strøm.

Miljøvenlig energiproduktion til de tyndt befolkede områder i det åbne land er en anden udfordring, som REFA har fokus på. Energiproduktion er et voksende forretningsområde, og hvis konditionerne er rigtige bidrager vi gerne til at finde gode, brugbare og CO2-neutrale energiløsninger til borgerne i landområderne.

REFA rykker tættere og tættere på borgerne på Lolland-Falster. Det er vi glade for. REFA er til for borgerne.