Pressemeddelelser i 2013

Erfarne skraldemænd i nye biler
Tirsdag 1. oktober er skiftedag, når tre nye entreprenører overtager ansvaret for indsamling af dagrenovation på Lolland-Falster.

Bortset fra farven og navnet på skraldebilen kommer borgerne næppe til at mærke, at det er et nyt firma, der har overtaget den vigtige opgave med at hente dagrenovation. Ruter og tømningsdage er uændrede, og i langt de fleste tilfælde vil skraldemanden også være den samme som før.

I dag er der 54 skraldemænd på Lolland-Falster, og det vil der også være efter på tirsdag. Langt størsteparten af skraldemændene er blevet genansat af de nye entreprenører.

- Det er glædeligt, at de nye entreprenører har fulgt REFAs opfordring og tilbudt de nuværende skraldemænd ansættelse. Det er også glædeligt, at de mange dygtige og rutinerede skraldemænd i meget vid udstrækning har valgt at fortsætte i de nye firmaer. Dermed er der udsigt til at entreprenørskiftet kan ske med færrest mulige gener for borgerne, siger REFAs bestyrelsesformand Poul-Henrik Pedersen.

De nye entreprenører er Meldgaard Miljø A/S (Lolland), HCS A/S (Nykøbing Falster) og Reno Norden A/S (Falster). De har vundet opgaverne i et offentligt udbud af en 2-årig kontrakt med REFA og med mulighed for forlængelse i yderligere to år.

26. september 2013

 

Besøg Affaldskraftvarmeværket på kulturnatten
På kulturnatten åbner REFA dørene til Affaldskraftvarmeværket på Energivej i Nykøbing.

Alle interesserede er velkomne til en tur rundt på Affaldskraftvarmeværket fredag 27. september mellem klokken 17.00-20.00. Her kan man se, hvordan affaldet læsses ind i de store ovne, der forvandler det til energi. Rundt omkring på værket står de ansatte klar med forklaringer om alt fra slagger og røg til overskudsvarme, og de tager også gerne en snak om affald og ressourcer.

Vi glæder os til at vise, hvordan vores affald bliver til strøm og varme, siger afdelingschef Karsten Daugaard.

Han håber på, at mange familier vil finde vej til Affaldskraftvarmeværket i løbet af Kulturnatten. Efter rundturen byder REFA på røde pølser, fadøl og sodavand.

Kommer man i bil, er det muligt at parkere hos REFAs nabo Frimann Biler.

19. september 2013


Udsigt til billigere dagrenovation på Lolland-Falster
REFA har nu skrevet kontrakt med de tre firmaer, som fra 1. oktober skal stå for indsamlingen af dagrenovation på Lolland-Falster de næste to år.

Affaldsindsamlingen har været udbudt i fire entrepriser. Resultatet af udbudsrunden er så økonomisk fordelagtigt, at der er grundlag for en generel nedsættelse af gebyrerne til glæde for borgerne på Lolland-Falster.

- De nye kontrakter vil spare borgerne for et to-cifret millionbeløb. Da omkostning-erne til indsamling af affald kun er en del af det samlede renovationsgebyr, er det endnu for tidligt at sige, hvor meget besparelserne vil slå igennem på renovations-gebyrerne, men jeg tør godt allerede nu love billigere dagrenovation, siger formanden for REFAs bestyrelse Poul-Henrik Pedersen.

Renovationsgebyrerne for 2014 fastsættes endeligt af byrådene i Lolland og Guldborgsund kommuner efter indstilling fra REFAs bestyrelse. Det sker i løbet af efteråret.

Resultatet af udbuddet betyder, at der overalt på Lolland-Falster kommer ”nye” skraldebiler:

  • Distrikt 1 – Vestlolland: Meldgaard Miljø A/S har vundet opgaven, som i dag løses af RenoNorden A/S. Meldgaard Miljø A/S indsamler i dag dagrenovation i 16 kommuner i Danmark, blandt andre Vordingborg Kommune.
  • Distrikt 2 – Midt- og Østlolland: Meldgaard Miljø A/S har vundet opgaven, som i dag løses af Marius Pedersen A/S.
  • Distrikt 3 – Nykøbing Falster: HCS A/S Transport og Spedition har vundet opgaven, som i dag løses af Vognmandsfirmaet Preben Andersen, Vordingborg. Preben Andersen har ikke deltaget i udbuddet. HCS A/S Transport og Spedition A/S indsamler i dag dagrenovation i 14 danske kommuner, blandt andre Slagelse Kommune.
  • Distrikt 4 – Falster: RenoNorden A/S har vundet opgaven, som i dag løses af Vognmandsfirmaet Preben Andersen, Vordingborg. RenoNorden A/S indsamler i forvejen dagrenovation i 28 danske kommuner.

I alt fem virksomheder har afgivet bud på indsamlingen af dagrenovation i de fire distrikter. I valg af entreprenør har REFA ikke kun lagt vægt på prisen, men også på dokumentation af godt arbejdsmiljø og driftssikkerhed.

- Det er tre af branchens meget kendte aktører, der har fået opgaverne og som REFA glæder sig til at samarbejde med, siger Poul-Henrik Pedersen.

REFAs bestyrelsesformand står til rådighed for eventuelt interview. Poul-Henrik Pedersen træffes på telefon: 25 18 03 88

14. august 2013
 

REFA opfordrer tilbudsgivende vognmænd til at ansætte fyrede renovationsmedarbejdere
Fyringen af 24 renovationsmedarbejdere har de seneste dage givet anledning til en del omtale i medierne. De erfarne skraldemænd har i mange år været beskæftiget med dagrenovationstømning på Falster og Østlolland.

Det fælleskommunale affalds- og energiselskab REFA skal beklage, at de 24 renovationsarbejdere har udsigt til en fyreseddel, og vil i den forbindelse gøre opmærksom på, at vi i udbudsmaterialet til den aktuelle budrunde opfordrer de tilbudsgivende vognmænd til at ansætte de fyrede renovationsarbejdere.

Pressemeddelelse fra REFAs bestyrelsesformand Poul-Henrik Pedersen.

27. juni 2013

 

Se også

 
Dine kuponer er nu lagt i indkøbskurven Hvis du ønsker at bestille flere kuponer så klik på "Køb mere". Hvis du ønsker at gennemføre bestillingen, så klik på "Gå til bestilling". Køb mere

Gå til bestilling
Vent...