REFA på Madens Folkemøde 2025
Igen i år er REFA stolt partner ved Madens Folkemøde den 15.–17. maj – og vi glæder os til at byde dig velkommen på Den Cirkulære Scene! Her sætter vi fokus på, hvordan vi kan mindske madspild, forlænge levetiden på vores ting og blive endnu bedre til at sortere og genbruge.
I år bliver Madens Folkemøde afholdt i Nykøbing F. by – så kom og kig forbi!
Den Cirkulære Scene
På Den Cirkulære Scene kan du opleve spændende oplæg, debatter, samtaler og madværksteder. Scenen er placeret lige ved siden af Klosterkirken.
Se et udsnit af programmet for Den Cirkulære Scene nedenfor – eller gå på opdagelse i hele programmet her.

Værksteder
Rundt om scenen finder du også en række værksteder og workshops, hvor du selv kan være med.
Gå på opdagelse i:
Sy- og Hækle Værkstedet
Her kan du lære at forvandle gamle tekstiler og garnrester til viskestykker, servietter, frugtposer, indkøbsposer og karklude. Du kan medbringe egne materialer eller bruge dem, vi stiller til rådighed.


Krea Bordet
Slip fantasien løs ved Krea Bordet! Her kan du designe din helt egen, unikke lysestage af genbrugte syltetøjsglas – pyntet med glasmaling, ståltråd eller farverig snor. En kreativ aktivitet for hele familien.

Repair Caféen
Tag din slidte køkkenmaskine med og få hjælp til at give den nyt liv! Vores pop-up Repair Café er åben alle tre dage under Madens Folkemøde og byder på gode råd, vejledning og inspiration til at reparere frem for at kassere.
Her kan du:
- Få hjælp af frivillige reparatører
- Lære at reparere elektriske køkkenmaskiner og køkkenudstyr
- Medbringe din egen maskine – fx brødrister, røremaskine eller kaffemaskine
- Være en del af fællesskabet omkring bæredygtighed og reparation
Ved arbejdsbordene tilbyder vi også mini-kurser fredag og lørdag:
Fredag den 16. maj:
- 11:00-11:30 – Sådan starter I jeres egen Repair Café
- 11:45 – 12:15 – Vælg den rigtige lim og teknik
- 12:30 – 13:00 – Elektrisk sikkerhed i hjemmet
- 13:15 – 13:45 – Køkkenmaskinen, støvsugeren, blenderen kører ikke? – lær at finde fejlen: er det ledningen, motoren eller noget helt tredje?
- 15:00 – 15:20 – Brug af multimeter – har du ét, men ved ikke, hvad det kan bruges til? Lær at bruge det til fejlfinding
- 15:30 – 15:50 – Pas rigtigt på dine (genopladelige) batterier – få mest muligt ud af dem og undgå unødigt slid
Lørdag den 17. maj:
- 12:00-12:30 – Sådan starter I jeres egen Repair Café
Vær med til den officielle åbning – lørdag den 17. maj kl. 13:00
Vi fejrer åbningen af de to første Repair Caféer på Lolland-Falster – beliggende på Hovedbiblioteket i Nykøbing F. og i Markedshallen.
Oplev blandt andet:
- Tale ved borgmester Simon Hansen (S)
- Tale ved Arne Skov, formand for Repair Café Danmark
- Officiel åbning og fællessang
- Fejring med alle samarbejdspartnere
Så tag familien under armen – og en køkkenmaskine, der trænger til en kærlig hånd.
Læs mere om den officielle åbning her.
Minisorteringsdysten
Er du hurtig og skarp på affaldssortering? Deltag i vores dyst, hvor børn og barnlige sjæle konkurrerer om at sortere affald korrekt – og hurtigst.
Selfievæggen
Gør affald festligt! Tag et sjovt (og måske lidt skørt) affalds-selfie med dine venner – og del det med resten af Madens Folkemøde. Se selfievæggen her.
Plastmontre
Hvor meget plast bruger vi egentlig? Se det med egne øjne i REFA’s plastmontre – fyldt med 2.760 liter plast, som svarer til ét års forbrug i en gennemsnitlig dansk husstand. Vi sætter spot på vores forbrug og inviterer til refleksion over, hvordan vi hver især kan gøre en forskel. Selv små tiltag kan gøre en forskel.
Afstemningsborde
Hvad synes du? Ved vores afstemningsborde kan du give din mening til kende – skal engangsemballage afskaffes, og skal vi have pant på mere emballage? Kom og sæt en stemme – og se, hvad andre mener. Det er både tankevækkende og sjovt!
Kom og vær med
Alle aktiviteter og værksteder er åbne alle tre dage. Du er meget velkommen til at medbringe:
- Tekstiler eller garnrester til sy- og hækleværkstedet
- Emballageglas til kreabordet
- Din egen køkkenmaskine til Repair Caféen
Har du ikke noget med? Intet problem – vi har masser af materialer klar til dig.
Har du lyst til at være med som frivillig?
Vi søger frivillige til Sy- og Hækle Værkstedet og Repair Caféen.
Kan du sy, hækle eller strikke – og har du lyst til at dele dine evner med de besøgende?
Eller har du erfaring med at reparere ting og brænder du for at forlænge tingens levetid frem for at kassere dem? Så er det måske dig, vi har brug for!
Har du lyst til at være en del af fællesskabet – og mulighed for at sidde med et par timer og give en hånd med ved Den Cirkulære Scene – hører vi meget gerne fra dig.
Send en mail til kommunikation@refa.dk og oplys gerne:
- Dit navn
- Dit telefonnummer
- Hvilken dag(e) du kan hjælpe – torsdag, fredag eller lørdag
- Hvilket tidsrum du er til rådighed – formiddag, middag, eftermiddag
- Hvilket værksted du gerne vil sidde ved – hækle/strik, sy, reparation af maskiner
Så kontakter vi dig.
Sådan finder du Den Cirkulære Scene
Den Cirkulære Scene ligger lige ved siden af Klosterkirken på Kirkepladsen. Se placeringen på kortet herunder – eller tryk her for at få hjælp til at finde scenen via Google Maps.
