Beholder til plast / mad- & drikkekartoner

REFA overgår fra sække til beholdere til plast/mad- & drikkekartoner. Alle husstande uden en 240 liter beholder får leveret en ny beholder i perioden 9. marts til 31. maj 2026.

Beholderen må tages i brug fra 1. juni 2026, og fra 1. juli 2026 medtages sække ikke længere.

Nedenfor finder du svar på spørgsmål om ændringen.

Baggrund for ændringen

Hvorfor ændres ordningen?
Ændringen sker, fordi den midlertidige dispensation, som REFA havde fra Miljøstyrelsen til at indsamle plast/mad- & drikkekartoner i sække, er udløbet og ikke kan forlænges. Derfor overgår vi til en beholderløsning.

Levering af ny beholder

Hvornår modtager jeg min beholder?
Beholderne leveres fra 9. marts 2026 og senest 31. maj 2026. Vi tager forbehold for eventuelle forskydninger på grund af vejret og andre uforudsete forhold. Der påsættes en informationshænger på beholderen ved levering.

Hvordan foregår leveringen?
Leveringen udføres af firmaet JOCA.

  • Bilerne er mærket, så det fremgår, at de leverer beholdere for REFA
  • Leveringspersonalet bærer gult arbejdstøj

Hvor leveres der lige nu?
Leveringen starter i postnummer 4800 og fortsætter derefter til de øvrige postnumre.
Du kan løbende følge, hvor leveringen er nået til på driftinformation.

Hvad hvis jeg ikke har fået en beholder senest 31. maj 2026?
Hvis du ikke har modtaget en beholder senest 31. maj 2026, kan du fortsat benytte sække. REFA gennemfører en opsamlingsrunde i juni måned på de adresser, der endnu ikke har modtaget beholderen.

Får jeg en beholder, hvis jeg allerede har en 240 l beholder?
Nej. Hvis du allerede har en 240 l beholder til plast/mad- & drikkekartoner, får du ikke leveret en ny.

Brug og tømning

Hvornår må jeg tage den nye beholder i brug?
Beholderen må tages i brug fra 1. juni 2026.

Hvornår tømmes beholderen første gang?
Beholderen tømmes på din førstkommende tømmedag efter 1. juni 2026.

Tømmes sække og beholdere samtidig i en periode?
Ja. I perioden 1. juni til 30. juni 2026 afhenter/tømmer vi både sække og beholdere. Når beholderen er tømt første gang, medtages sække ikke længere på adressen.

Hvornår udgår sækken helt?
Fra 1. juli 2026 tømmes kun beholdere/containere. Løse sække medtages ikke fra denne dato.

Bliver min tømmedag ændret?
Nej. Du beholder din nuværende tømmedag.

Indtil 1. juni 2026

Hvad gør jeg indtil 1. juni 2026?
Du skal fortsat benytte sække, indtil beholderen må tages i brug.

Får jeg flere sække leveret?
Nej. Beholderen erstatter sækkeløsningen, og der udleveres ikke nye sække til plast/mad- & drikkekartoner fremover.

Placering af beholder

Hvor skal beholderen stå?
Beholderen skal placeres på standpladsen ved siden af husstandens øvrige beholdere.
Hvis du normalt skal køre beholdere frem til skel på tømmedagen, gælder det også den nye beholder.

Må jeg bruge inliners/foringssække i beholderen?
Ja, du må gerne bruge inliners/foringssække i beholderen.

Ekstra plastaffald og genbrugsplads

Må jeg stille ekstra plastsække ved siden af beholderen efter 1. juli 2026?
Nej. Fra 1. juli 2026 medtager vi ikke løse sække med plast/mad- & drikkekartoner.

Hvad gør jeg, hvis jeg har mere plast, end der kan være i beholderen?
Du kan enten:

  • Tilvælge ekstra kapacitet, eller
  • Aflevere plast/mad- & drikkekartoner på genbrugspladsen i klare plastsække.

Kan jeg fortsat aflevere plast/mad- & drikkekartoner på genbrugspladsen?
Ja. Fraktionen kan fortsat afleveres på genbrugspladsen i klare plastsække.

Kan jeg købe sække på genbrugspladsen?
Ja, der kan fortsat købes sække til plast/mad- & drikkekartoner på genbrugspladsen.

660 l container og særlige ordninger

Hvad hvis jeg har en 660 l container?
Hvis du har en 660 l container og samtidig en sæk, modtager du en 240 l beholder som erstatning for sækken. 660 l containeren er fortsat et tilvalg.

Hvad med fællesløsninger?
Adresser med fællesløsninger modtager kun nye beholdere, hvis de i dag er registreret med en sæk.
De modtager samtidig madaffaldsposer og får påsat nye adresselabels.

Madaffaldsposer

Hvorfor modtager jeg madaffaldsposer nu?
Den årlige udlevering af poser til madaffald sker tidligere end normalt, fordi vi alligevel besøger alle adresser i forbindelse med levering af beholdere. Poserne skal række til medio 2027.

Hvor afleveres madaffaldsposerne?
Ved hoveddøren/adgangsdøren.

Får jeg også madaffaldsposer, hvis jeg allerede har en 240 liters beholder?
Ja. Alle husstande modtager madaffaldsposer – også husstande, der allerede har en 240 liters beholder til plast/mad- & drikkekartoner.

Der gennemføres en særskilt udleveringsrunde af madaffaldsposer til disse adresser.

Kan madaffaldsposerne variere i farven?
Ja. Madaffaldsposerne kan variere lidt i nuancen af grøn. Det skyldes produktionen. Poserne fejler ikke noget, og kvaliteten er den samme.

Gebyr og betaling

Skal jeg betale ekstra for beholderen?
Nej. Beholderen er en del af standardgebyret og erstatter sækkeløsningen.

Hvis jeg allerede har tilvalgt en 240 liter beholder til plast/mad- & drikkekartoner, skal jeg så betale for den?
Nej. Du bliver ikke opkrævet gebyr for din allerede tilvalgte 240 liter beholder.
Bemærk: Det er kun én 240 liter beholder, der er omfattet af standardgebyret.

Adresselabels

Hvilke beholdere får ny adresselabel?
Vi kontrollerer adresselabels på dine nuværende beholdere i affaldsordningen – fx til madaffald, restaffald, glas, metal, papir og småt pap – hvis de er tilgængelige på leveringsdagen.
Adresselabels udskiftes, hvis de er slidte, beskadigede eller ikke længere læsbare.

Følg leveringen i dit område

Kan jeg følge leveringen i mit område?
Ja. På driftsinformation kan du se, hvilket postnummer vi leverer beholdere i lige nu.
Oplysningerne er vejledende og kan ændre sig på grund af vejret og andre forhold.

Gamle beholdere

Hvad med min gamle restaffaldsbeholder, som jeg har brugt til opbevaring af sækken?
Hvis du ikke længere ønsker den gamle beholder, kan den afleveres på genbrugspladsen, eller du kan bestille afhentning af den via storskraldsordningen.

De gamle beholdere blev indsamlet i forbindelse med, at den nye ordning blev implementeret i 2023. Derfor er de kun tilbage på adresser, der tidligere har fravalgt afhentningen. Den vil derfor ikke blive afhentet på adressen i forbindelse med leveringen af den nye beholder til plast/mad- & drikkekartoner.

Brug for hjælp?

Kontakt REFA på tlf. 54 84 14 00 eller på mail kundecenter@refa.dk. Husk at oplyse din adresse og telefonnummer.