Nyhedsbrev – den 1. maj 2026

Tal pænt – en kampagne for bedre tone

Tonen i den daglige dialog er blevet for hård. Det mærker vores medarbejdere hver dag – på genbrugspladsen, i skraldeindsamlingen, i kundecenteret og online.

Derfor lancerede REFA den 28. april kampagnen Tal pænt.

Alt for ofte bliver vores medarbejdere mødt med vrede, skældsord og en tone, der går over stregen.

Vi forstår godt, at man kan blive frustreret, hvis noget ikke fungerer som forventet. Men det er aldrig en undskyldning for at tale grimt.

En god og respektfuld tone gør det nemmere at finde løsninger og skaber en bedre oplevelse for alle.

Lad os få respekten tilbage i samtalen.

Kampagnen vil være synlig på skraldebiler, genbrugspladser, i kundecenteret og på sociale medier.

REFA nomineret til Verdensmålsprisen 2026

REFA var blandt de tre nominerede til Brancheforeningen Cirkulærs Verdensmålspris 2026.

Vi er stolte af nomineringen, som anerkender vores arbejde med Den Cirkulære Scene på Madens Folkemøde og vores indsats for at gøre cirkulær omstilling konkret og relevant for borgerne.

Prisen gik til færøske IRF for projektet Avroð – Tað sum eftir er (indmad fra fåremaver). Stort tillykke til vinderen.

Selvom vi ikke vandt, er vi meget glade for at være blandt de nominerede.

Madens Folkemøde 2026

REFA deltager igen i år på Madens Folkemøde som lokal aktør og scenepartner på Den Cirkulære Scene den 21.–23. maj 2026 på plænen ved siden af Klosterkirken – og vi glæder os rigtig meget!

Her sætter vi fokus på mad, ressourcer og cirkulære løsninger gennem debat, aktiviteter og workshops.

Deltag i vores workshop
Vi søger deltagere til workshoppen “Lynsyltning og tørring af krydderurter – skills, tips og tricks”.

Kom og prøv kræfter med lynsyltning, tørring af krydderurter og kreativ brug af genbrugsglas – og få inspiration til at forvandle grøntsagsrester og køkkenoverskud til noget lækkert.

Læs mere om Den Cirkulære Scene på Madens Folkemøde, og find program og tilmelding til workshoppen her.