Madaffald/restaffald beholder samt papir/pap og glas/metal beholder.

Affaldsgebyret i Lolland og Guldborgsund kommuner blandt de laveste i Region Sjælland – ARKIV

13. november 2024

En sammenligning af affaldsgebyrer i Region Sjælland viser, at Lolland og Guldborgsund kommuners affaldsgebyrer er blandt de laveste af alle kommunerne i Region Sjælland.
Sammenligningen er foretaget af affaldsviden.dk, der er en videndelingsportal for kommuner og affaldsselskaber i Danmark.

Selvom gebyrerne steg med indførelsen af den nye indsamlingsordning*, er de stadig lavere end mange andre kommuners affaldsgebyrer.

”Vores gebyrer i Lolland og Guldborgsund kommuner har altid ligget lavt. Da regeringen, med et bredt flertal i folketinget, valgte at indføre husstandsindsamlinger på flere affaldstyper, for alle i hele Danmark, betød det en væsentlig stigning i omkostninger og dermed et øget gebyr til borgerne. Efter indførelsen ligger Lolland og Guldborgsund kommuner fortsat i den laveste ende.” siger direktør Mette Suhr Stoffregen.

Undersøgelsen er lavet ud fra nogenlunde sammenlignelige ordninger, dog kan der være en smule variation på selve ydelsen.

For eksempel har nogle kommuner valgt ikke at udlevere poser til madaffald til borgerne, sådan som det er valgt i Lolland og Guldborgsund kommuner. Der kan også være forskelle på, hvor ofte der tømmes på de forskellige affaldsordninger, om der tømmes fra ejendommens skel eller inde på ejendommen, ligesom priserne på indkøbt materiel og renovatørens afregningspris har en betydning.

Gebyrerne i Region Sjælland ligger i 2024 inden for prisrammen kr. 3.631,- op til kr. 4.609,-, hvilket vil sige, at Lolland og Guldborgsund kommuners standardgebyr på kr. 3660,-, er kr. 29,- højere end det laveste gebyr, og kr. 949,- lavere end det dyreste gebyr.

I Guldborgsund og Lolland kommuner indgår følgende i gebyret:

• Indsamling og afsætning af de 10 nationalt vedtagne affaldstyper
• Storskrald
• Materiel (beholdere, poser mm.)
• Apotekerordninger
• Benyttelse af genbrugspladser
• Administrationsudgifter, herunder administration af ordningerne
• Kommunalt tilsyn
• Forsyningstilsynet
• Drift og vedligeholdelse af den nationale regulativdatabase

* Den nye indsamlingsordning er et resultat af, at et bredt politisk flertal i Folketinget, som i juni 2020 indgik aftalen ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi”. Planen for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi sætter nye lovkrav til affaldssektoren, herunder husstandsindsamling af 10 af-faldstyper og krav om fælles nationale symboler, som skal hjælpe os alle med korrekt affaldssorte-ring. Det betyder, at alle skal sortere affald i 10 forskellige typer, som skal genbruges eller nyttiggø-res. De nye krav skal mindske udledningen af CO2 til gavn for klimaet.