Billigere varme til Sakskøbing fra 1. oktober – ARKIV
16. september 2022
Nu kommer de høje elpriser fjernvarmekunderne til gode
Med virkning fra 1. oktober sætter MSK den omkostningsbestemte varmepris ned fra 320 kroner pr. MWh. til 250 kr. pr. MWh. Det er en reduktion i varmeprisen på over 20 procent.
Alt andet lige betyder prisnedsættelsen en årlig varmebesparelse på kr. 1.600,- for et standardhus.
Udover prisnedsættelsen har REFA MSK betalt en kontant erstatning til Sakskøbing Fjernvarme på 4,3 millioner kroner. Der var nemlig fastsat en erstatning svarende til 6 måneders prisdifference mellem den tidligere varmeaftale og den nye aftale i rekonstruktionsforslaget.
El-salget luner i det samlede regnskab
MSK producerer både varme og strøm. Med de meget høje elpriser er MSKs indtægter på el-salg steget, så det luner i det samlede fjernvarmeregnskab.
– Jeg er utrolig glad for, at vi trods varmestriden og de mange retssager endelig er nået til det punkt, hvor vi kan bruge de høje elpriser til sætte den omkostningsbestemte varmepris ned, siger Henning Tønning, bestyrelsesformand for Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværk.
– Lige så ærgerligt det var, at vi måtte sætte priserne op efter MSK gik i rekonstruktion, lige så glædeligt er det, at vi nu er ude af rekonstruktion og har mulighed for at sætte prisen ned, siger bestyrelsesformanden.
Maribo kunne også få nedsat varmepris
Henning Tønning understreger, at fjernvarmekunder i Maribo kunne få samme lave varmepris, hvis Maribo Varmeværk i lighed med Sakskøbing Fjernvarme indgik en aftale om omkostningsbestemt varmepris frem til 2029.
– Med det nuværende el-marked kunne varmeprisen reelt komme endnu længere ned og blive til endnu større gavn for fjernvarmekunderne i Sakskøbing, Maribo og Lolland Varme Øst. Det kræver blot at Maribo varmeværk vil være med, simpelthen fordi en øget varmeproduktion også ville betyde øget elproduktion – og dermed øget el-salg og grundlag for yderligere nedsættelse af varmeprisen.