Genbrugsplads Maribo

Giv nyt liv til skjulte batterier

31. marts 2021

Fødselsdagskort med musik i, hundehalsbånd med lys i, og børnesko der blinker, det er sjovt, hyggeligt og trafiksikkert. Men hvad gør vi, når de mange elektroniske ting og sager bliver til affald? Det giver REFA et svar på i batterikampagnen: ”Giv nyt liv til de skjulte batterier”.

– Et fødselsdagskort med musik i eller en børnebog med lyd i er elektronik og skal på genbrugspladsen i den affaldsfraktion, der hedder ”Småt elektronik”. Det gælder også de batterier, der er inden i, siger kommunikationskonsulent Kenneth Prehn fra REFA.

– Hvis man nemt og ubesværet kan fjerne de brugte batterier, kan de pilles ud, lægges i en pose på låget af skraldespanden og afleveres på genbrugspladsen. Når batterierne er skjult og svære at få fat i, skal den kasserede elektronik på genbrugspladsen med batterierne. Det gælder for eksempel en udtjent elektrisk tandbørste eller et par børnesko med lys i, lyder anbefalingen fra REFA.

Når elektronik og batterier ved en fejl smides i skraldespanden eller den forkerte container, udgør elektronik og batterier en miljørisiko. Både restaffaldet og container 5 på genbrugspladsen ”Rest efter sortering” havner i affaldsforbrændingen.

– Selvom der ikke længere er kviksølv i helt almindelige batterier, så er der andre tungmetaller som eksempelvis cadmium. Vi skal hverken have tungmetaller i røg eller spildevand fra affaldsforbrændingen, understreger Kenneth Prehn.

– Den positive side af budskabet er, at de skjulte batterier og elektronik indeholder værdifulde metaller og mineraler, som kan genanvendes, når vi sorterer korrekt.

Generelt er borgerne på Lolland-Falster gode til at sortere batterier. I 2019 blev der indsamlet 46 tons batterier på genbrugspladserne – eller lagt i poser på låget af affaldsbeholderne. I Corona-året 2020 blev det til 59 tons batterier.

– Den store stigning på 30 procent viser, at vi gode til at sortere batterier, men også at vi bruger batterier som aldrig før – både synlige og skjulte batterier. Der er brug for, at vi alle sammen er lidt mere opmærksomme på de skjule batterier. Hvis vi hjælpes ad, kan vi gøre en forskel til gavn for miljø og ressourcer. Miljøvejlederen på genbrugspladsen er altid klar til at hjælpe, hvis du er i tvivl om, hvor dit affald skal hen, slutter Kenneth Prehn.