REFA udfaser sækkeløsningen til plast/mad- & drikkekartoner – ny 240 liter beholder leveres
13. marts 2026
Husstande der i dag har en sækkeløsning til plast/mad- & drikkekartoner, får leveret en ny 240 liter beholder. Fra 1. juli 2026 kan man ikke længere få afhentet sække med plast/mad- & drikkekartoner ved husstanden.
Leveringen af beholderne sker løbende fra 9. marts 2026 og forventes gennemført senest 31. maj 2026 (med forbehold for vejret og andre uforudsete forhold).
Beholderen er en del af standardgebyret, og borgerne skal derfor ikke betale ekstra.
Derfor skifter vi fra sække til beholdere
Baggrunden er, at den midlertidige dispensation fra Miljøstyrelsen til at indsamle plast/mad- & drikkekartoner i sække er udløbet, og at den ikke kan forlænges.
Sækkeløsningen har været en midlertidig dispensationsordning, indtil producentansvaret blev implementeret. Producentansvaret er nu trådt i kraft, og derfor må REFA ikke længere indsamle plast/mad- & drikkekartoner i sække.
Dispensationen blev oprindeligt givet, fordi man på daværende tidspunkt ikke kunne forudse, hvordan producentansvaret ville påvirke rammerne og mængderne af plast/mad- & drikkekartoner – og dermed heller ikke, hvilke økonomiske konsekvenser det kunne få. Formålet med dispensationen var at sikre en løsning, der fungerer i praksis, uden at give borgerne unødige omkostninger.
“Vi gør det så enkelt som muligt for borgerne: Beholderen leveres direkte til adressen med en informationshænger, hvor det tydeligt fremgår, hvornår den må tages i brug. Tømmedagen ændres ikke. Samtidig får vi en mere ensartet løsning, når vi går fra sække til beholdere, og vi undgår de udfordringer, som nogle borgere har oplevet med sækkeløsningen,” siger Mette Suhr Stoffregen, direktør i REFA I/S og fortsætter – ”har man mere plast end der kan være i beholderen, er det fortsat en mulighed at aflevere plast i klare sække på genbrugspladserne”.
Ny beholder tages i brug fra 1. juni – sække udfases fra 1. juli 2026
Den nye beholder må først tages i brug fra 1. juni 2026. I juni måned vil REFA i en overgangsperiode tømme både beholdere og sække.
”Vi indfører en overgangsperiode på en måned, så borgerne får god tid til at skifte fra sæk til beholder. Det skal gøre overgangen så nem som muligt”, siger direktøren. Fra 1. juli 2026 bliver det kun beholdere, der tømmes – løse sække medtages ikke.
REFA udleverer samtidig poser til madaffald
Samtidig med leveringen af beholderen udleverer REFA de årlige poser til madaffald, hvilket er lidt tidligere end normalt og skal række til medio 2027.
På refa.dk kan borgerne finde svar på eventuelle spørgsmål om ændringen, og på REFAs driftsinformation kan borgerne følge leveringen i deres område, hvor en vejledende levering pr. postnummer vil fremgå.