REFA Nykøbing F.

To nye Repair Caféer åbner i Nykøbing

30. april 2025

Den 31. marts blev der afholdt et orienteringsmøde på Hovedbiblioteket i Nykøbing, hvor interesserede borgere kunne høre mere om konceptet. Interessen var stor, og mange meldte sig som frivillige. De to nye Repair Caféer vil blive placeret på Hovedbiblioteket og i Markedshallen, hvor de vil holde åbent på forskellige dage.

Tine Kromann Myssen, biblioteksformidler på Hovedbiblioteket, udtaler: “Vi har tidligere holdt nogle reparationsworkshops og fik gode erfaringer. Det giver god mening at starte en Repair Café under Repair Café Danmark-konceptet, blive en del af et større netværk og få mulighed for at dele erfaringer og hente inspiration.”

Projektleder i Markedshallen, Tanja Beckmann, tilføjer: “Repair Café Danmark-konceptet passer rigtig godt ind i det, vi i forvejen har i Markedshallen. Vi har desuden nogle rammer, der giver andre muligheder – både i forhold til reparation af større ting og muligheden for at holde åbent eksempelvis i weekenderne.”

Pop-up Repair Café under Madens Folkemøde
Repair Caféen skyder gang i sine aktiviteter med en Pop-up Repair Café under Madens Folkemøde den 15. – 17. maj og frivillige er klar til at hjælpe. Arrangementet finder sted omkring Den Cirkulære Scene ved Klosterkirken, hvor besøgende kan medbringe deres slidte køkkenmaskiner og få hjælp til at reparere dem. Der vil være workshops, hvor man kan lære at finde fejl og reparere alt fra brødristere til kaffemaskiner.

Under Madens Folkemøde tilbyder Repair Caféen også mini-kurser om – Hvordan starter man sin egen Repair Café?, vælg den rigtige lim og teknik, Elektrisk sikkerhed i hjemmet, find fejlen i dine husholdningsmaskiner, brug af multimeter til fejlfinding og Pas rigtigt på dine genopladelige batterier.

Officiel åbning den 17. maj
De to Repair Caféer fejrer officiel åbning lørdag den 17. maj kl. 13:00 på Hovedbiblioteket i Nykøbing. Arrangementet byder på taler fra Simon Hansen (S), borgmester i Guldborgsund, og Arne Skov, formand for Repair Café Danmark. Der vil være fællessang og fejring med alle samarbejdspartnere.

Mette Suhr Stoffregen, direktør i REFA, udtaler: “Repair Café-konceptet passer perfekt ind i affaldshierarkiet, hvor vi skal blive bedre til at reparere gode ting frem for at smide dem ud. Man bliver overrasket over, hvor meget der kan reddes med en simpel reparation.”

Bliv frivillig og gør en forskel
For at sikre en velfungerende Repair Café er der brug for frivillige med forskellige kompetencer – og alle er velkomne – både til at høre mere om konceptet eller tilmelde sig som frivillig.
Med oprettelsen af Repair Caféer i Nykøbing får lokalsamfundet en ny mulighed for at forlænge levetiden på hverdagens genstande – samtidig med at borgere kan mødes, dele viden og udvikle praktiske færdigheder.

Om Repair Café Danmark
Repair Café Danmark er en nonprofitorganisation, der arbejder for at fremme bæredygtighed gennem reparation frem for udsmidning. Organisationen arrangerer gratis værksteder over hele landet, hvor frivillige med forskellige håndværksmæssige kompetencer hjælper borgere med at reparere ødelagte gen-stande såsom elektronik, møbler, tøj, cykler og husholdningsartikler.
Formålet er at styrke en kultur, hvor reparation bliver det naturlige førstevalg, samtidig med at der opbygges færdigheder hos deltagerne. Repair Café Danmark bidrager til at mindske miljøbelastningen ved at forlænge levetiden på produkter, hvilket reducerer behovet for at købe nyt.

Initiativet fremmer også socialt samvær og vidensdeling, da værkstederne fungerer som mødesteder for både unge og ældre, der ønsker at gøre en forskel. Organisationen støttes af frivillige kræfter og samarbejder med lokale aktører for at nå ud til flere byer og lokalsamfund.

Der findes i dag 130 Repair Café Danmark værksteder men ingen på Lolland og Falster.

Læs mere på: www.repaircafedanmark.dk

For yderligere information, kontakt gerne:
Lene Vind, leder af kundeinformation og projektledelse – mobil 30 45 35 56 – lev@refa.dk
Arne Skov, Formand, Repair Café Danmark – mobil 26376011 – arne@repaircafedanmark.dk