Undervisningsmateriale skal gøre sortering af affald nemmere for skolerne – ARKIV
13. november 2024
I 2020 vedtog Folketinget, at alle i landet skal sortere i 10 affaldstyper for at øge genanvendelsen af materialer i Danmark. REFA startede med at implementere den nye udvidede affaldssorteringsordning i 2023, og nu går turen snart til skolerne.
Implementeringen af affaldssortering på skolerne kræver ændringer i adfærd og rutiner, og derfor har REFA har udviklet en grundig vejledning med opgaver, som er opdelt i klasseniveauer målrettet børnene lige fra indskoling til udskoling.
For at motivere adfærdsændringen indeholder materialet blandt andet skraldebinko, skraldeløb med QR-koder samt cases om affaldsminimering.
REFA tilbyder også en række materialer fx piktogrammer og sorteringsplakater, som ligger tilgængelige på REFAs hjemmeside, for at hjælpe indførelsen af affaldssortering for alle i skolemiljøet.
Materialet er udsendt til alle folkeskoler og specielskoler på Lolland og Falster.
Skoler, der ønsker at få yderligere vejledning eller arrangere et besøg på en af REFAs genbrugspladser eller kraftvarmeværket i Nykøbing, opfordres til at kontakte REFA på academy@refa.dk.