Nyhedsbrev – den 28. november 2025
Sne og skrald: Det skal du være opmærksom på
Når sne og frost rammer, kræver det en ekstra indsats at sikre, at affaldet kan blive hentet – og at skraldemanden kan udføre sit arbejde sikkert. Som affaldskunde er det dit ansvar at sørge for, at både adgangsveje og affaldsbeholdere er klar til tømning.
For at skraldemanden kan nå frem og tømme beholderen, skal du sikre:
- at fortov, indkørsel og adgangsvejen hen til affaldsbeholderen er ryddet for sne og is
- at beholderen kan rulles uden risiko for, at skraldemanden glider eller falder
- at der er fjernet sne fra låget, så det kan åbnes uden problemer
- at standpladsen og vejen dertil er godt oplyst og fri for sne
Husk at fjerne eventuelle snevolde fra sneploven og lave en åbning ved fortovskanten, så skraldebilen kan komme frem og nå beholderen. Adgangsvejen skal være jævn og fast – fx fliser eller asfalt.
Skraldemanden må ikke hente dine beholdere, hvis der er risiko for skader på grund af glatte underlag, mørke eller snefyldte adgangsveje. Snebunker og glat føre kan gøre det usikkert både at trække beholderen og at arbejde omkring skraldebilen.
Frost kan få især madaffald til at fryse fast i beholderen. Skraldemanden tømmer kun det affald, der selv falder ud – han må ikke løsne affaldet manuelt. For at undgå fastfrosset affald kan du:
- lægge papir eller aviser i bunden af rummet til madaffald
- sørge for, at poser er godt lukkede
- undgå at hælde væske i beholderen
- løsne affaldet let med en pind eller lille skovl før tømning
Hvis affaldet sidder fast, risikerer du, at beholderen ikke bliver tømt, selvom skraldemanden har været der.
Om vinteren henter vi ofte affald, mens det stadig er mørkt. Hjælp skraldemanden ved at:
- tænde udendørs lys ved indkørsel, sti og beholder
- sørge for, at beholderen er synlig og ikke gemt bag sne eller parkerede biler
Det gør arbejdet både hurtigere og mere sikkert.
Selv om du har ryddet og saltet, kan der være situationer, hvor veje og adgangsforhold generelt er så påvirkede af sne og is, at vi ikke kan tømme affaldet forsvarligt. I de tilfælde vil chaufføren altid foretage en konkret vurdering. Hvis din beholder ikke er blevet tømt på grund af vintervejret, kan du holde øje med driftsinformation for opdateringer om tømning.
I både Guldborgsund og Lolland Kommune har borgerne pligt til at sørge for snerydning og glatførebekæmpelse fra kl. 07.00 til 22.00.
Læs mere hos kommunerne – Guldborgsund Kommune og Lolland Kommune.
Ændrede tømmedag i julen og nytåret
I forbindelse med jul og nytår er der enkelte ændringer i tømmedagene.
Nedenfor kan du se din normale tømmedag og den nye dato, hvis den er rykket.
| Normal tømmedag | Faktisk tømmedag |
|---|---|
| Mandag d. 22. december | Tømmes normalt |
| Tirsdag d. 23. december | Tømmes normalt |
| Onsdag d. 24. december (juleaften) | Tømmes normalt |
| Torsdag d. 25. december (1. juledag) | Tømmes fredag d. 26. december |
| Fredag d. 26. december (2. juledag) | Tømmes lørdag d. 27. december |
| Mandag d. 29. december | Tømmes normalt |
| Tirsdag d. 30. december | Tømmes normalt |
| Onsdag d. 31. december (nytårsaften) | Tømmes normalt |
| Torsdag d. 1. januar (nytårsdag) | Tømmes fredag d. 2. januar |
| Fredag d. 2. januar | Tømmes lørdag d. 3. januar |
OBS: Vær opmærksom på, at tømmedagene i Perfect Waste-appen ikke bliver opdateret i forbindelse med de ændrede tømninger i julen og nytåret. Du vil derfor modtage besked om tømning på din normale tømmedag i appen. Følg i stedet planen her på siden – den viser, hvornår du faktisk får tømt.
Er du skarp på skrald? – quiz med i REFAs julekalender
Affaldssortering er jo bare SÅ nemt!!! …eller er det?
Der er bare noget affald, der kan give selv den gode affaldskunde hovedbrud. Nogle ting snyder, fordi de ligner en affaldstype, de slet ikke er. Andre gange handler det om vaner – “jeg har jo altid gjort sådan” – eller om noget, man bare tror.
Vi har derfor samlet en række eksempler på affald, der tit ender i den forkerte beholder – og lavet dem om til en julekalenderquiz.
Måske har du helt styr på det. Måske kan du lære noget nyt. Og husk: Du må altid gerne bruge PW-appen eller værktøjerne på vores hjemmeside som hjælp, når du sorterer.
REFAs julekalender kører på vores Facebook-side fra d. 1. – 24. december.
Hver dag åbner vi en ny låge med et spørgsmål om affaldssortering – og du kan være med i dagens lodtrækning om en præmie.
Sådan deltager du:
- Gå ind på REFAs Facebook-side
- Find dagens julekalender-opslag
- Like opslaget og skriv dit svar i kommentarfeltet
- Så er du med i dagens lodtrækning
Vi trækker en vinder hver dag (fredag, lørdag og søndag trækkes vinderen om mandagen). Vinderne annonceres direkte i opslaget – du kan se, om du har vundet, hvis du bliver tagget af os.
Skjulte batterier
Flere produkter indeholder batterier, som kan være svære at opdage. Når de kasseres, er det vigtigt, at de bliver håndteret korrekt, da skjulte batterier kan udgøre en risiko for både brand og miljø, hvis de ender det forkerte sted.
Kan batteriet tages ud uden problemer?
→ Tag det ud og læg det i en pose, som du lægger i den røde miljøkasse til farligt affald – eller aflever det på genbrugspladsen.
Kan batteriet ikke fjernes?
→ Aflever hele produktet som elektronik på genbrugspladsen.
Trykflasker
Trykflasker som fx kulsyreflasker til sodavand, spraydåser med hårspray, deodorant eller flødeskum samt mindre gasflasker til grill kan være farlige at håndtere, hvis de havner i den forkerte affaldsstrøm. Derfor skal de altid afleveres de rette steder, så de kan blive behandlet sikkert.
Trykflasker skal afleveres som farligt affald. Læg trykflasken i den røde miljøkasse til farligt affald – eller aflever den på genbrugspladsen.
Korrekt aflevering mindsker risikoen for ulykker og sikrer en sikker behandling af affaldet.